Hvad er Acceptance and Commitment Therapy (ACT)?

ACT, er en helt genial terapiform, der hjælper dig med at håndtere vanskelige tanker og følelser ved at fremme evnen til at reagere mere fleksibelt og træffe bevidste mere hensigtsmæssige valg ud fra dine værdier. – dette kaldes i ACT for “Psykologisk fleksibilitet”.

Du skaber mulighed og frihed til at være forfatter af dit eget liv!

Men A… hvordan gør jeg det?
Jo, ser du. Ved at træne de seks kernekomponenter, udvikler du netop de færdigheder, der giver dig mulighed for at kunne reagere mere fleksibelt. Det åbner op for, at du aktivt kan vælge, hvordan du vil håndtere, hvad end livet bringer, uden at lade dig styre af automatpiloten fra fortiden.

Det lyder simpelt – det er det også.
Men som alt andet, skal det trænes først.
Krumme sagde det så fint:

Det er ikke så svært, når man først får det lært! 

ACT integrerer principper fra anerkendte evidensbaserede terapiformer som bl.a kognitiv adfærdsterapi (KAT), metakognitiv terapi (MKT) og mindfulness for at hjælpe dig med at forme det liv, der giver mest mening for dig.

I ACT handler det ikke kun om at ændre dine tankemønstre, men også om at forstå, hvorfor de opstår, og hvordan de påvirker dine handlinger.
I stedet for at bekæmpe negative tanker, fokuserer vi på at forstå, hvilken rolle disse tanker spiller for dig og hvordan de påvirker den måde, du vælger at leve dit liv på, og træner teknikker til, hvordan du kan håndtere dem, så du kan vælge frit.

En vigtig del af ACT er at være opmærksom på livet i nuet – at være til stede og fokusere på, hvad der sker lige nu, i stedet for at bekymre dig om fortiden eller fremtiden.
Vi arbejder også med at forstå, hvad der virkelig betyder noget for dig i livet og hjælper dig med at tage skridt i retning af det, selv når det kan synes svært.

“Man husker ikke altid, hvad der blev sagt –
men man husker, hvordan det føltes”

Det er ikke bare snak – det er også lidt gak.
En af de helt store fordele ved ACT er, at det er en aktiv metode, hvor det i høj grad handler om at få lov at opleve og mærke “på egen krop”, hvad der sker når man arbejder med de 6 kernekomponenter. Det betyder at sessionerne indeholder øvelser, for at gøre det mere håndgribeligt så det er lettere at forstå og huske det vi taler om.

Læs mere her:
Hvad er Psykologisk fleksibilitet?
Hvad er Hexaflex og InHexaflex?
Beskrivelse af De 6 Kernekomponenter i ACT