Der er så mange tabuer, der ligger og venter i fingrene!

Det er svært at vide, hvor jeg skal begynde 
– jeg er bange for, at det bliver (for) rodet.
For forvirrende.

Men det er jo lige præcist sådan det er!
Et stort rod af historier – eller erfaringer, om man vil.
Historier, tanker og følelser fra fortiden,
som jeg troede skulle med mig i graven!

Ingen af dem ville blive offentliggjort her,
hvis jeg ikke blev taget som gidsel af denne skurk tilbage i 2015: 
Angsten. En forbandet irriterende fyr.

Så det er her, jeg har valgt at starte.

Hej. Jeg hedder Anette. Og jeg har angst.

 

Set i bakspejlet, har Angsten boet i mig det meste af mit liv. Jeg har bare aldrig været sådan synderlig generet af den, for selvom jeg ikke helt var klar over, at det var angst, så kunne jeg kontrollere det- whatever it was.
Igennem hele mit liv har jeg haft det, som jeg har kaldt “sorte dage”. Dage, hvor mit sind gik helt i sort.
Hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen,
ikke kunne tænke, ikke kunne trække vejret. Bare ligge. Nogle gange med kvalme og var særdeles lydfølsom.
Og sådan lå jeg så.
En dags tid eller to og var “syg”.
Og samlede kræfter – til jeg igen kunne vende tilbage til livet.

Men i 2015 tog Angsten styringen totalt.
Jeg kunne ikke rejse mig igen!

Jeg fik deciderede angstanfald i en lind strøm
– og alle omkring mig, så mig falde fra hinanden
(eller hedder det at falde fra sig selv?).

Dét, var skræmmende! 
For jeg har kæmpet hele livet for, at skabe mig et image.
Et image, som en stærk og helt igennem “pæn pige”.
En helt normal og ordinær pige, med ben i næsen og styr på sit shit.
Og pludselig, faldt det hele fra hinanden!
Folk så, at jeg i virkeligheden var svag – at jeg ikke kunne noget!
Jeg kunne ikke engang finde ud af, at gå på arbejde!

Alle mine facader krakelerede ikke bare
– de styrtede i grus.

Lægen blev bekymret. Smed om sig, med ord som sygemelding, akut belastningsreaktion, depression, angst, ustabil, grådlabil.
Og jeg tænkte, at hun sguda måtte være blevet debil.
Det skubbede mig bare længere ud på det dybe vand,
at der “skulle være noget galt med mig”.
Var jeg ved at blive sindssyg?
Hun måtte tage fejl!
Jeg blev ved med at tænke, at jeg bare lige skulle tage mig sammen.
Samle mig. Og så igang igen.
Men min krop lystrede ikke.

Nogle vil sikkert tænke:

• Angst? Det er da ikke et tabu?
• Det er jo nærmest en folkesygdom i dagens Danmark!
• Det er bare et spørgsmål om at tage sig sammen og være stærk
  – at ville det nok.
• Det er bare et spørgsmål om opmærksomhed.

For netop de tanker har jeg jo selv haft!
Og jeg har dem faktisk stadig. Ofte.
Selvom jeg i dén grad, har mærket på egen krop og sind når kontrollen forsvinder!
For det er ikke så ligetil at sætte sig ind i, at logikken fuldstændig uforvarende forlader knoppen og hele korpus går i fight, freeze or flight-mode, over noget så simpelt som en helt almindelig følelse, en stemning, en forventning, en lyd, en frø, en edderkop eller hva’nu.

For mig, er det et tabu at jeg har angst.
Ikke at andre har det – men at jeg har det.
Ja ja… jeg ved jo godt, at jeg logisk set ikke er svag – never the less, er der den her nagende følelse af svaghed, og  følesen kan jeg ikke altid lige ændre på m. viljens kraft – heller ikke selvom jeg virkelig gerne vil, fordi jeg godt logisk véd, at der ikke er noget at frygte – min underbevidsthed er bare en smule hypersensitiv – mon Man kan købe en ny et sted?

Det er som når kæresten pludselig skrider – og man sidder tilbage og ønsker at holde op med at føle smerten i hjertet.

De kan være nogle ustyrlige sataner, de følelser. 
Man kan forsøge at ræssonere og mægle mellem sin logiske sans og sine følelser – men de har en tendens til at være røvligeglade m. logikken. 

Og sådan skaber mine følelser sig også i et angstanfald. Jeg ved fx godt, logisk set, at jeg ikke har noget at frygte. Men følelsen af at være ved at dø,  får ligesom kroppen til at tro noget helt andet – og så går den bersærk i et misforstået forsøg på at beskytte mig.
Logisk set I know! I just don’t feel it!

Men altså. Det er mindre tabu nu, end tidligere.
For jeg har arbejdet med at tale om den. At stå ved den.
Det har taget mig 5 år indtil videre.
Jeg bliver stadig flov over den – særligt når den overmander mig.
Men jo mere jeg deler det – desto mere “normalt” bliver det for mig, at det er et vilkår jeg pt eksisterer i .
Og normal? Jaaa… det var jo lige det image, som jeg besluttede mig for i tidernes morgen!

Angsten skal nok blive nævnt i en del af mine skriverier
– for havde det ikke været for den, havde jeg aldrig været tvunget til, at se fortiden i øjnene.

For jeg er heldig.
Jeg ved fakkertalt godt, hvor Angsten sandsyndligvis stammer fra
– hvorfor jeg fik denne følgesvend.

Svaret ligger derhenne i Fortiden og er effing opmærksomhedskrævende.

“Je responderay – Jeg vil svare”

Karen Blixen

Jeg vil tro på, at Angsten er landet i mig, for at fortælle mig noget – at der er en mening med den; og at den skrider ad Helvede til, når jeg har set mig rigtigt tilbage.

Og nu er jeg da i hvert fald godt i gang.
Tak fordi du har læst hertil

– jeg håber du vil følge med på min videre færd ud tankespindet.